Angstens gnaven

3 Jan

Angsten gnaver som en rotte, et skadedyr der på ingen tid forvandler skønhed til intethed. En smittebærer, der sætter farlige spor. Angsten for sygdom og frygten for døden. Ulykken der kan indhente mig og inddrage liv – mit liv eller mine kæres liv.

Føj, hvor bliver jeg bange, når jeg skriver det. Vil slet ikke tænke på det. Er faktisk angst for angsten – har undertrygt den i årevis, måske altid. Men tanken har bidt sig fast i buksebenet. Jeg sparker, forsøger at løbe, men den følger med. Har filtret sig ind i mit tankespind som en borre i en striktrøje. Umulig at få ud uden at noget af striktrøjen flås med i købet.

Frygten for ikke at leve, mens tid er. Angst for at blive forladt – efterladt, overflødig og alene. Den bedste forsikring mod angsten er at trodse den. Leve livet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.