En kamæleon bekender kulør

13 Mar

Femina nr 11/2008 sammen med interview
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. birgitte bregnedal_3Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.
”Hvis jeg får en chance til, vælger jeg en anden vej,” står mejslet i min bevidsthed. Et klarsyn, et skrifte fra mit 35-årige liv, hvor jeg har fulgt normerne, fået topkarakterer og leveret ydelser ved kasse ét som en førsteklasses dydsborger. Hvor har det ført mig hen? Til toppen af min nuvær­ende karriere men utro overfor mig selv, hvis jeg da nogensinde har haft et forhold til mig selv, eller overhovedet kender mig selv. Kan jeg mon lide hende, der bor i min krop. På overfladen ja, men indeni?

Tårerne løber nedad tindingerne, ned i ørerne, i håret og væder puden på begge sider af hoved­­­­­­­­­­­­­et. Døren går op, jeg er fremme på hospitalet. Det hyler hvidt for mine ører, som er jeg nulstillet. Kun smerten i min mave minder mig om, at jeg fortsat har forbindelse til kroppen og i særdeleshed maven, der har tømt sig igen og igen i en mosaik af farver og former det seneste døgn. Jeg åbner øjnene, hospitalet er hvidt med hvide sygeplejersker og blege læger. Jeg trækker det hvide lagen op til hagen. Min journal er blank som mine tårer. Timeglassets sand er omsider løbet ud af min hverdag og har reddet mig fra et alvorligere kollaps.

Jeg er fanget i mit eget spind. Et spind af normer, pligter og dårlig samvittighed. Et univers hvor bør er det kodeord, der trækker mig rundt i manegen. Min hukommelse er gået i opløsning, så en notesbog under armen de seneste tre måneder er bevis på, hvad jeg har lavet, lovet og hørt. Navnene på mine nærmeste kolleger kommer og går. Evnen til at koncentrere mig om en ting ad gangen er helt forduftet. Signaler, som jeg har overhørt, indtil min mave tager magten og kaster alt fra sig.

Udskrevet fra det sterile univers galopperer mit indre til akkompagnement af stilheden – en pinsel at skrue ned for de ydre omstændigheder.
”Hun må ikke kontaktes, skal bare have fred,” gentager manden, hver gang telefonen ringer. Der sidder jeg så i et univers afkoblet fra omverdenen – arbejdet, vennerne, familien. Kun mand og børn er med i igloen. Den hvide B&O telefon er ikke længere mit domæne – den tidligere rødglød­ende livsnerve er kappet som en navlestreng. Jeg skal selv trække vejret.

Det første livstegn er vintergækkerne, der forsøger at dekorere det stadig afgrænsede univers. Solen smelter sneen, afslører plænens vækst. Krokus, erantis og hyacinter vil op, beundres og indsnuses. Jeg mærker blodet pulse i kroppen. Det kribler i mine fingre. Røde og blå bogstaver finder sammen i ord, der spirer i mit hoved, samler sig i sætninger, der drysser ud gennem mine fingres spil på tastaturet.

Jeg skriver mig ind til hende, der bor i min krop. Nu skal vi lære hinanden at kende, om det så tager et helt liv. Jeg fortsætter, til jeg er løs, ikke fri, men løs af fortiden. Tænker hele tiden på mit løfte i ambulancen. Med usikkerheden sitrende i kroppen og et selvsikkert smil afleverer jeg min opsigelse. Tager hjem, skriver, indtil den bærbare bukker under for mine fingerspidsers spil og fortsætter på den stationære, lænket til skærmen. Uden at vide, hvor det fører mig hen, skriver jeg mig af sted i en lavastrøm af spraglede ord. Fortæller fra virkeligheden til fiktionen og tilbage igen. For børn og for voksne. Til damer og til herrer. Fast besluttet på at skrive for at leve dypper jeg pennen i hjerteblod og ser de sidste ti år af mit liv i farver.

Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder.

Mit bryllup var bordeaux. Læbestiften vidnede på rekordtid om nærkontakten med min nyerhvervede gemal. Bordeaux roser med torne lyste op, mens rosastegt kronhjort blev skyllet ned med Bordeaux. Bandet kopierede Red Hot Chili Peppers, mens de indbudtes ansigter blev varme og våde på det magnetiske dansegulv. Bryllupsbilen med det hjerteformede skilt var bordeaux og kørte til hotelfoyeren med velourantræk i glødende folder.

Moulin Rouge-rytmer og røde læber i ægteskabet mundede ud i moderskabet. På moderfronten slog den røde farve igennem og gennemsyrede. Helt rød om morgenen med alle følelserne udenpå – kærlighed, følsomhed og omsorg. Røde kinder matchede den blodrøde bagside af stuens olierede malerier.

Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke.

Når der skulle forhandles, bar jeg sort jakke, der var tilknappet – signal om, at jeg virkelig mente det. Så var end ikke blå alvorlig nok. Begravelsesdresset signalerede alvoren. Mine krav skulle honoreres. Frisuren var tilbageskrabet, smilet lagt. Alvoren overdøvet af duften fra den stærke lakridspastil i mundhulen. Den sorte kohl i mit ligblege ansigt understregede seriøsiteten, systematikken. Det virkede hver gang. Sort, så lyttede de høje herrer, parerede ordre og satte deres sorte signatur.

Gul i forhold til min nikotinfarvede opvækst. Familien med de nikotinfarvede fingre på besøg i det bleggule murstenshus. Jeg stod i gult fra top til tå og børstede forgæves sorte tordenfluer af mit Nettofarvede kostume. Strammede læberne over mit anløbne tandsæt. Med generationers normer i baghovedet og gulnede portrætfotos af forfædre på endevæggen, undskyldte jeg duften af citrus-Ajax. Laks med bitter citron fik det til at trække ud og ned i mundvige, der blev vædet med tisgul hyldeblomstdrik. Mine blå øjne flænsede den familiære stemning som en vinkelsliber.

Den flaskegrønne kompostbeholder bugnede om kap med kostpyramiden. Struttende skvalderkål og mælkebøtter flankeret af squash, agurker og ærter i urtehaven. Serveret uden mikrobølger med håndplukket kød fra mit økologiske bagland. Historisk surdej hævede og fyldte børnenes mintgrønne madkasser. Uparfumeret opvaskemiddel skummede grønt. Aviser og pap bundtet med grønt sejlgarn til genbrug. Batterier ladet op eller omlastet i udvalgte beholdere i kommunalt regi. 558 kvadratmeter nyklippet græsplæne duftede grønt efter mødet med håndskubberen. Cyklen kørte til stationen, hvor den blev afløst af toget, mens der voksede mos på den bordeaux bil i indkørslen.

Stuen indrettet i hvidt, natur, jord, grå og alle de kedelige farver, som boligmagasinerne foreskrev. Forsiden på stuens malerier lignede afklædte efterårsskove iklædt det første spredte snefald. Kedeligt som bare fanden, men moderne. Nyristede kaffebønner og kanelstænger spredte duft fra pyntestager. Vanilleis fra gennemsigtige isasietter smeltede på blege tunger.

Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.

Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.

Leave a Reply

Your email address will not be published.