Grimme grønne følelser

15 Nov

Følelsen af juletræet, der er pyntet af alt for mange hænder er vendt tilbage. Jeg er rødgranen, der er pyntet gennem min grønne opvækst af alverdens bedrevidende råd og smagsdomme. Tidligere en køn plante, hvor dem, der vovede sig for tæt på hånende spiddedes af mine sylespidse nåle. Mine nåle stikker mindre indad og er blevet blødere – stammen har fået tanker, sjæl og meninger. Jeg har tabt nogen af nålene, men er stadig ganske køn og jeg har ikke længere brug for andre til at smykke mig. Jeg vil ryste mig, så omverdens etiketter, staffage, pynt, flag, plastikrædsler, havenisser i miniature, sølvglitter, guldguirlander, kravlenisser, silkepapirklædte tændstiksæsker pyntet med eksimoernes nationaldragt falder til jorden og tilintetgøres. Guirlanderne strammer, stjernen trykker. Smagsforvirringen er total, alt er repræsenteret, intet er fravalgt, kamæleonagtig har jeg alt, men passer ikke helt nogen steder. Som et kompas er stjernen guld mod øst, sølv på nordsiden, rød ved det solrige sydvendte og ubestemmelig glimmerfarvet fra solens sengeleje. Alt afhænger af øjnene der ser, der er lidt for enhver smag men ikke det hele til nogen. Jeg selv er tæt på druknedøden. Det er tid til at vride det hele af. Prisen er tabte nåle, men gevinsten er alt. Mere tyndhåret men mere afklaret – vil jeg vaske mig ren for fortidens tyngende bagage. Hvem kom med den satans oppakning – jeg kan intet erindre.

Jeg ved ikke hvor jeg står, er jeg HC. Andersens sæsontræ, der glemte at nyde højdepunktet, eller er jeg træet, der fejlcastet i første forsøg, står med rødderne solidt plantet i fugtig og nærende mørk muld, med lyset, foråret, sommeren og mange sæsoner foran mig, som mørkegrøn kulisse i forstadshaven, hvor jeg skal strække mig mod solen. Nu kan jeg mærke, at jeg er våd om tæerne, bøjer mig ned – jo mine rødder er forholdsvis intakte dækket af den sødlige porøse sorte muld i den teracottafarvede lerkrukke. Så skal jeg nok klare flere sæsoner, trods det udtørrende varmegenindvindingsanlæg i det svenske træhus så nær fjorden, at huset nærmest permanent har rødderne i mere vand end jeg i selv mine fugtigste drømmer håber på at få, når nissesæsonen er slut.

Hvad sker der med et grønt nåletræ som mig, der vrider sig ud af pryden kun to dage før klimaks. Bliver jeg plantet i den endnu ikke tilfrosne muld med fjordudsigt, strammes pynten til eller bliver jeg kasseret, glemt og vil længes. Jeg tør ikke – jeg venter til salmerne er sunget, mandlerne blotlagt, gåsen glemt, vinen væltet, gaverne byttet. Hvis jeg venter med at slynge pynten af til det nye år, så vil det være en velvalgt gestus og forhåbentlig vil de mig det godt. Jeg rocker, så pynten knitrer og klirer til discodronningen Gloria Ganes ”I’ll survive” på volume 58, revolutionens retræte er en realitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.