Hvem holder barnets sygedage?

21 Mar

Kronik i Berlingske 21. marts 2007 http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=875724


Vinter, vuggestue og små børn er en cocktail, der fører til lange næser.
Søndag aften begynder familiens etårige pige at hoste, er varm og pjevset.
Moren lufter ud, mærker en ekstra gang i nakken og tjekker hjemmecomputeren for morgendagens møder; spørger faren, hvad han har af møder.
Hvem var hjemme sidste gang tumlingen var syg? Moren mener, det var hende. Faren, at det var ham. Hvis møde er vigtigst? Hvem bidrager mest til husstandsindkomsten? Formentlig manden, men hvilken vægt skal det have, når familien ikke mangler noget.
I baggrunden kører TV Avisen. En 50-årig læge i hvid kittel og lavthængende glorie har ordet:
”Forældre tager til vagtlæge i tide og utide.”
Det ser faren ikke, han er optaget i telefonkøen til vagtlægen.
”Feber? Ja, hun har nok 39,” besvarer han lægens spørgsmål og aftaler at aflægge besøg.
Tilbage fra lægen fortæller faren, at det nok er en virus. Pigen skal være hjemme 4-5 dage.
Det er 3-4 dage mere, end forældrene kan afse.
Med panik i blikket, løfter moren røret og ringer til den forrige generation. Først afslag fra hendes egne forældre, der bor på den anden side af Storebælt. Så afslag fra svigerforældrene, der stadig arbejder.
Næste hold er de familiemedlemmer, der har deltid, skiftehold eller er arbejdssøgende. Så kommer turen til de mere perifere. Alle afslagene fordøjes med smalltalk.
Mandag holder moren pigens første sygedag med kærlig omsorg og et drys hjemmearbejde.
Tirsdag er fars dag, uden at han af den grund får gaver.
Onsdag er barnet hos en nabo, hun knap har vinket til.
Om torsdagen har pigen stadig feber, men hoster mindre, så hun skravler rundt med dobbelt snotløb i vuggestuen.

Find fem fejl
Er situationen ovenfor ren fiktion? Nej, mange småbørnsforældre kender feberredningen. De ser trætte ud, når spørgsmålet kommer på banen ved sociale sammenkomster.
Den moderne middelklasse udgøres af de tosporede karrierefamilier, der er materielt privilegerede med masser af muligheder, uddannelser, lovende stillinger og rejser til at fylde ferierne. Men, men, men det lukrative liv levner ikke rum til børnenes forbigående sygdom.
Symptomerne stikker i øjnene. Familien ovenfor hutler sig igennem sygdomsperioden. De overtræder fem regler og retningslinier.
For det første misbruger de vagtlægen. Ingen spørger hvorfor børneforældrene gør det. Måske fordi ingen ønsker at høre svaret: Forældrene sidder ikke i kø, fordi de er overpylrede. Nej, årsagen er presset mellem børn og arbejdsliv. Børnene skal være raske, så familiens liv kører på skinner.
Andet regelbrud forekommer, da faren ignorerer at barn-syg-dag ikke gælder pr. forælder men pr. barn. En overenskomststridig overtrædelse, der er helt almindelig for børnefamilier, der ikke aner, hvordan de ellers får passet de syge poder.
Tredje fejl er at lade den ét-årige passe af naboen, der ikke kender barnet. Det er en samfundstendens, at færre og færre forældre kan regne med hjælp fra familie m.v. til pasning af børn.
Fjerde overtrædelse optræder torsdag, hvor forældrene sender pigen i vuggestue med feber og lang næse; sygdom og snot går på omgang blandt vuggebørnene hele vinteren. De smitter hinanden og personalet i en cyklus, der først hører op, når majsolen varsler nye tider i institutionen.
Den femte fejldisposition er summen af de første fire; nemlig at barnet ikke får den ro og omsorg fra sine forældre eller nærtstående voksne, som er forudsætningen for god trivsel og dermed grundlaget for at blive rask.
Konklusionen er, at vores højeffektive velfærdssamfund ikke rummer plads til sløje børn. Ikke engang i velfungerende familier med to voksne og et barn!

Feberplagen
Arbejdsgiverne fremfører, at mulighederne for at tage barns første sygedag, omsorgsdage og feriefridage, dækker behovet i forbindelse med børnenes sygdom.
Ganske vist er Danmark langt fremme med barnets første sygedag betalt på en stor del af arbejdsmarkedet; men Danmark har også verdensrekord i erhvervsfrekvens.
De fem symptomer i historien ovenfor viser, at behovet ikke er dækket. Børn har sjældent enkeltstående sygedage. Forkølelse, halsbetændelse, febersygdom og mellemørebetændelse er de mest udbredte sygdomme blandt børn. Vuggestuebørn har gennemsnitligt 24 årlige sygedage fordelt over 6-8 perioder, altså 3-4 dage pr. infektionsperiode.
Ikke noget som den overenskomstbestemte barn-syg-dag, kan rumme. Omsorgsdagene går med lukkedage i daginstitutionerne.
Og med hensyn til feriedage, så har børnefamilierne brug for ferieperioder, hvor familien samles om andet end feber og hostesaft.

Idéer fra højre og venstre
Er løsningen at trække kvinderne hjem til spaghetti bolognese-beholderne igen? Eller er det mændenes tur til at binde forklædet og røre rundt i gryderne, mens omsorgen flyder i lind strøm?
Næppe, der er masser af tiltag på arbejdsmarkedet, der kan inspirere både familieministeren og parterne ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Mange virksomheder er fremsynede og ved, hvad presset gør ved forældrene; at de ikke fungerer, hvis tankerne er hos de sløje børn i vuggestuen. Derfor har enkelte virksomheder indført, at medarbejderne kan passe børnene, indtil de er raske. En ultimativ praksis, der må skabe loyale medarbejdere; men også en vidtgående praksis, der ikke vinder almen udbredelse på arbejdsmarkedet foreløbig. Mindre kan også gøre det:
For det første kan parterne lovliggøre den tavst udbredte praksis, der indebærer at hver forælder har én dag til det syge barn. Dette ville stille familierne dobbelt så stærkt i kampen mod snotten. Et forslag der tilmed har den kønspolitiske fordel, at forældrene deler sygeplejen.
Der er også inspiration at finde i finanssektoren, hvor medarbejderne har to dage til barnets sygeperiode, uden restriktioner på, om det er første eller femte sygedag. Hertil kommer mulighed for at købe yderligere dage, såfremt de betalte fraværsdage ikke er nok til at slå sygdommen ned, og familien ikke har andre pasningsmuligheder.
Inspiration er der også i Socialdemokraternes forslag i ”Det bedste for vores børn”, der blev fremsat i november 2006. Specielt muligheden for at veksle opsparet barselsorlov til omsorgsdage i barnets første år, er interessant; og at bedsteforældrene kan anvende de opsparede omsorgsdage.
Men der kan også tænkes en anden model, på tværs af generationskløften i form af, at bedsteforældre kan tage barnebarn-syg-dag.
Endelig kan der være et antal, f.eks. fem betalte sygedage udover den første sygedag til forældre med børn under 5 år. Det offentlige kan tage sin del af ansvaret ved at refundere dagpenge ved disse ekstra barns sygedage.

God økonomi i snottede unger
De fremsatte forslag kan i første omgang synes økonomisk belastende, og modstanden må derfor forventes at bestå af økonomiske argumenter. Men såvel omkostninger som gevinst kan deles mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og det offentlige.
Virksomhederne og det offentlige har behov for stabil arbejdskraft. I en tid, hvor frynsegoderne drysser som pulversne i forsøget på at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kan fleksibilitet ved børns sygdom skabe og fastholde loyale medarbejdere.
Øget mulighed for at holde de kroniske smittekilder hjemme fra institutionerne vil reducere antallet af sygdomsperioder.
De forcerede sygdomsforløb på hjemmefronten er stressende for forældrene og medvirkende årsag til de tilfælde, hvor småbørnsforældre går ned med stress, med store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske omkostninger.
Alt sammen forhold, der taler for, at det samfundsøkonomisk er en god investering at tage vare på de syge børn; hvem skal ellers sørge for velfærden fremover?
Så lad overenskomstforhandlingernes parter og familieministeren tage hånd om de snottede unger; det er der fremtid i for alle; også dem, der ikke har
aktier i Kleenexproduktion.

Leave a Reply

Your email address will not be published.