Ny serie ’Tøser der takler’ kommer på banen

30 Aug

Den 3. september 2018 udkommer den første bog ”Forelsket” i den nye serie TØSER DER TAKLER om en flok super seje piger, der selv sætter tingene i gang og kæmper, fremfor at vente og være flinke.

Bogens hovedperson Tilde er glad for basketball, men hendes veninde Laura har længe forsøgt at lokke hende til at starte til fodbold. Nu lykkes det, fordi Tilde er forelsket i Tobias, der kun tænker på fodbold. Ved at starte til fodbold kan hun komme med til festen i fodboldklubben og måske komme tæt på Tobias. Det håber hun i hvert fald. Men er Tobias overhovedet værd at løbe efter? Tilde er i tvivl, men hun bliver glad for fodbold, så glad at det føles lidt som at være forelsket, og så bliver hun del af et hold tøser, der takler.

TØSER DER TAKLER er en serie med fart over feltet. Om venskaber, småkonflikter, fritid, sport og følelser. Serien udkommer hos Gyldendal og egner sig til elever på mellemtrinet (4-6. klasse) men også for de lidt yngre elever, der vil læse om Tøser, der takler. Grafisk designer Inge Rand har lavet forsiden samt de små fine illustrationer (vignetter), der indleder hvert kapitel.

Bogen kan lånes på landets biblioteker og PLC’er (skolebiblioteker), købes hos online-boghandlere eller direkte hos Gyldendal her