Trængsel i Toyotasegmentet

12 Jun

birgitte bregnedal_3Sådan set i Femina nr. 24, 11. juni 2009

”Toyotasegmentet,” udtaler arkitekten med et tonefald, der fortæller mig, at det ikke er noget kvalitetsstempel, da jeg henter hende på S-togs stationen en ruskende februarmorgen, fordi hun ikke selv har bil. Enten svigter hendes situationsfornemmelse, eller også har hun ikke forstand på bilmærker, og det kan ingen fortænke den bilfrie arkitekt i. Her sidder hun og luner sig ved klimaanlægget og håner Toyotasegmentet i en Toyota, som lige har hentet hende på stationen. Sidst på måneden forventer hun at få penge på kontoen, overført fra en Toyotaejer. Arkitektsegmentet er åbenbart ikke for fint til at leve af pengene fra Toyotasegmentet.
Og ja jeg kører Toyota, er åbenbart ikke kreativ nok til at rage udenfor den store masse, der hylder stabilitet, lave driftsudgifter og sjældne reparationer.
Måske jeg engang vokser ud af Toyotasegmentet. På den anden side er her dejlig trygt i Toyotasegmentet, og så ved marketingfolkene også lige præcis, hvor de har os middelklassedanskere. Eller tænk hvis min indkomst svinder ind, så jeg må melde mig ufrivilligt ud af midterfeltet. Efter en opvækst i Austin-, gammel-Ford- og Daihatsusegmentet, så ligger jeg bare så lunt i Toyotasegmentet.
Jeg er stolt over mit tilhørsforhold. Eneste indvending er, at det kan være svært at finde sin koksgrå stationcar udenfor indkøbscentret, men så er det dejligt, at Toyota kender sit segment og ikke opkræver ekstra for fjernbetjent centrallås. Jeg klikker på nøglen og min stationcar blinker igen, når jeg ruller indkøbsvognen mod bagagesmækken sådan en lørdag eftermiddag ved ét tiden sammen med de andre Toyotaelskere til det ugentlige Toyotatræf.
Men ramt føler jeg mig åbenbart, når jeg rager rundt i Toyotasegmentet, selvom jeg ikke interesserer mig for biler. Det skyldes nok, at vi alle sammen har lyst til at være helt specielle. Når man så gennem mange år har fået opbygget troen på at være helt speciel, er det ikke fedt at blive stemplet Toyotasegment en kold vintermorgen; på et splitsekund har en enkelt massebetegnelse nulstillet følelsen af at være unik.
Næste gang jeg møder arkitekten, vil jeg fortælle vittigheder om arkitektsegmentet, der ikke selv har bil, fordi det simpelthen er for småborgerligt. Arkitekter, der hellere vil hentes på stationen af en Toyota og så grine af de konforme Toyotaejere, der afholder de månedlige autoudgifter. Og det må jeg sige, jeg henter hende gerne, for hun er vældig sød og idéer har hun også. Hun kan jo ikke gøre for, at hun tilhører arkitektsegmentet. Hendes ideer var godt nok lidt skæve og kreative, men når de møder Toyotasegmentet, så bliver de rettet ud, og nu har vi en tilbygning på vej; den perfekte krydsning mellem Toyotasegment og den billøse arkitekthjerne. Behøver jeg fortælle, at der hverken er indregnet carport og plads til vinterdæk i den ombygning?
Hvis arkitekten skal herud på landet igen, så afhenter jeg hende ved toget på min Kildemoes cykel, som jeg foretrækker, når vejret er tørt. Så kan vi mødes i cykelsegmentet. Hun bestemmer selv, om hun sidder på bagagebæreren eller er den, der træder i pedalerne og får hjulene til at dreje rundt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.