Udenfor United

‘Udenfor United’ er en bog for unge og voksne, der ellers ikke læser så meget. Udenfor United (2017) udkommer hos Nyt Dansk Litteraturselskab i serien Læselyst, der er letlæste bøger for unge og voksne.

En skæv historie

‘Udenfor United’ er historien om en flok outsidere, der starter et fodboldhold mod alle odds. Den er i genre med filmen ‘Italiensk for begyndere’ men med fodbold som omdrejningspunkt fremfor et kursus i italiensk.

Lasse på 23 år vil samle sit eget fodboldhold på 5 personer, så de kan deltage i fodboldstævnet Fjord Cup. Holdets sammensætning bliver ikke helt, som Lasse har håbet, men på trods af konflikter, spirer venskab på kryds og tværs.

Eminent god

“Underholdningen er i top, og bogen både humoristisk og velfortalt,” skriver lektøren i sin vurdering.

Professor i Sport og Sundhed ved SDU, Peter Krustrup siger følgende om bogen:

Udenfor United er eminent god! Medrivende humoristisk, rørende, overraskende. Fantastisk med et nærstudie af et hold og tanken om at alle hold har sit liv og sine historier.

 

Bogen skal ud, hvor der ikke læses meget

Der er et samarbejde i gang om at få bogen ud i hjørner af samfundet, hvor der ikke læses så meget. Projektet er under etablering og i gang med at søge midler til at få bogen på papir og lyd båret lige i favnen på folk, der ellers ikke flår bøger ned fra hylderne.

Som led i det arbejde, var jeg i oktober 2019 så heldig at få lov at deltage på træneruddannelsen i DBUs koncept OMBOLD, der er fodbold for socialt udsatte og psykisk sårbare, hvoraf en del er hjemløse. Her snørrede jeg fodboldstøvlerne og fik sved på panden hos DBU i Brøndby. 

Målet med at deltage som forfatter i OMBOLD er at skabe læselyst nye steder, og et skridt i den retning er at få bogen ‘Udenfor United’ ud til dem, der spiller fodbold hos OMBOLD.

 

Udenfor United 2 på vej

Det er planen, at ‘Udenfor United’ skal være en serie. I efteråret 2019 skriver jeg på en to’er med arbejdstitlen ‘Udenfor United – et sted at spille’.