Bag om Udenfor United

Med de to bøger om fodboldholdet ’Udenfor United’ håber jeg at få fat i unge og voksne læsere, der normalt ikke læser bøger. ’Udenfor United’ var min første bog til voksne, og her kan jeg bringe flere facetter i spil end i mine børnebøger. Personerne er tegnet skarpere, de bander løs og optræder både sexistisk, racistisk, totalt upassende og direkte pinligt.

Jeg er selv vild med fodbold og har opdaget, at det er et sprog, der fungerer på tværs af alder, samfundslag, tro og nationalitet. Derfor håber jeg også at kunne nå ud til nye læsere med de to bøger i serien om det sære fodboldhold, ’Udenfor United’.

Idéen til ’Hjemmebane’ opstod, da jeg fandt ud af, hvor enorm betydning fodbold har for hjemløse i OMBOLD, der er fodbold for hjemløse og socialt udsatte. OMBOLD tilbyder med fodbolden et fællesskab, der ellers er svært at blive del af som hjemløs.

Temaet med hjemløshed kan lyde tungt, men humøret er højt og tonen meget mere fri end politisk korrekt. Hjemmebane er i genre med filmen Italiensk for begyndere og skrevet i et let sprog, der kan læses fra 10-111 år.