Lektørudtalelse: Alle mål tæller og Fodbold uden bold
19. juni 2021
KORT OM BOGEN
Frede har endelig fået far med hen og se ham spille fodboldkamp, så han vil så gerne score. Men tæller selvmål med? Til fodboldinteresserede fra 7 år
BESKRIVELSE
To bøger i en ny fodboldserie “Pletskud” om Frede og Anton, der spiller fodbold i Dalen IF sammen med Signe, Malte, Yosef og Konrad. Antons far, Peter, er deres træner. I “Pletskud – alle mål tæller” kommer Fredes far endelig og ser holdet spille en kamp. Han har dog ikke helt styr på reglerne, så han jubler højt, da Frede laver selvmål.
Konrad driller lidt, så Frede vil virkelig gerne score et rigtigt mål. I “Pletskud – fodbold uden bold” skal Fredes far være afløser for holdets træner, men han ved ingenting om fodbold. Han kommer i cowboybukser og har glemt nøglen til boldrummet, så han sætter børnene til at træne uden bolde. Heldigvis kommer Antons farmor forbi, og hun har en bold med. Begge bøger har lixtal 10, korte kapitler og mange illustrationer.
VURDERING
To gode bøger, som med humor behandler både fællesskabet på et fodboldhold, pinlige forældre og dygtige bedsteforældre samt håndtering af dumme kommentarer fra kammerater. Tegningerne er fine og understøtter humoren i historien