To Pletskud før EM i fodbold
7. juni udkom de to første bind i vores nye Fodboldserie, Pletskud. Den er skrevet af mig, illustreret af dygtige Kim Svarer, har Cecilie Bogh som redaktør og udkommer hos Gyldendal.
Vi nåede lige at komme på banen, inden EM fløjtes igang, så nu er der to nye sjove bøger at læse som opvarmning til slutrunden.
Bøgerne emmer af venskab og glæde ved fodbold, men der er også drillerier og en far, der er helt håbløs til fodbold.
I ‘Alle mål tæller’ kommer Frede til at lave selvmål, og som om det ikke er galt nok, så fejrer hans far ligefrem målet.
I ‘Fodbold uden bold’ skal Fredes far være trænervikar, men han har glemt nøglen til boldrummet, så de må danse stopdans og træne uden fodbold.
Det er ikke altid nemt at være Frede, men så har han heldigvis et helt hold at høre sammen med.
Bøgerne har lixtal 10 og egner sig til den tidlige sikre læsning, sådan cirka 1-2 klasse og kan købes i online boghandlere, hos Gyldendal på gu.dk eller med signering direkte hos mig.