Opdag skønheden bag facaden

Uddrag fra BT Rejser 26. marts 2017 og Berlingske 10. juni  2017. Tekst og foto: Birgitte Bregnedal. Udenpå kan Marrakesh virke kaotisk. Men dybt inde i medinaen venter orientalsk mystik, farverig arkitektur og masser af oplevelser, som du finder i byens labyrintiske gyder og gader. Hestehove mod asfalten, duften af nybagt brød, et æsel spændt for en kærre med mandariner og avocado. Honningdryppende kager omsværmet af hvepse og udstødning og et båt fra en knallert. Ja, mødet med Marrakesh er kaotisk og krævende, men bag facaden venter skønheden.